Temadag kickstartede projekt Havørred i Hovedstaden

 
 
 

Fiskeklub København og Hvidovre Sports- og Lystfisker Forening var værter for et velbesøgt møde den 20. marts om fremtiden for Harrestrup Å. Målet er klart: At få havørreden tilbage i åen og samtidig styrke biodiversiteten og vandmiljøet.

Projektet er støttet af Lystfisker Danmark / National Strategi for Lystfiskeri.

På mødet var der oplæg fra Københavns Kommune, forsyningsselskabet HOFOR, DTU Aqua og Lystfisker Danmark – samt naturligvis Fiskeklub København og Hvidovre Sports- og Lystfisker Forening.

Her følger en gennemgang af de mest centrale indsigter fra temadagen.

 
 
 

Nye gydeområder og større biodiversitet

Tim Strange Jensen fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning præsenterede kommunens arbejde med klimasikring og naturgenopretning på det nederste stræk af Harrestrup å, der løber igennem Vigerslevparken. Åen er på størstedelen af denne strækning stuvningspåvirket – dvs. at vandet løber meget langsomt, står stille eller endda kan løbe ”baglæns” afhængigt af vandstanden i Kalveboderne. Derfor er det ikke velegnet som gyde- eller opvækstområde for havørreden. Men på Københavns Kommunes øverst 300-400 meter af åen, er der faktisk et tilstrækkeligt fald og dermed forhold, der kan give mulighed for gydende havørreder.

Derfor arbejder Tim og Københavns Kommune også videre med at etablere gydeområder på denne del af projektstrækningen. På mødet blev det foreslået at få Den Sjællandske Grusbande med i det konkrete arbejde og at nedsætte en mindre arbejdsgruppe, som kan fokusere på potentialet for gyde- og opvækstområder i netop denne del af åen. Det arbejder vi i Fiskeklub København videre med.

 

Vandkvalitet og spærringer – hvor er flaskehalsene?

Selvom arbejdet med vandkvalitet er langsigtet, er der behov for handling nu. Vi skal identificere de steder i åen, hvor ørreden møder de største forhindringer – det kan være spærringer, forurening eller dårlige fysiske forhold. Andreas fra Fiskeklub København og Arne Kvist Rønnest fra Lystfisker Danmark vil koordinere dette arbejde, som vil tage udgangspunkt i en kortlægning af de største flaskehalse i systemet – forhåbentlig med hjælp fra fiskeplejekonsulenterne fra DTU Aqua.

 
 
 
 

Samarbejde og viden skal ud at leve

Mødedeltagerne pegede på behovet for mere dialog med kommunerne længere oppe i å-systemet – hvor åen er udpeget som et naturligt vandløb og der derfor er krav om såkaldt god økologisk tilstand – altså en sund å med fisk og planter. Et nyhedsbrev er på vej, og det blev også foreslået at koble indsatserne til de kommunale klimatilpasningsprojekter, der allerede er i gang.

 

Puljer, politik og perspektiv

Der blev talt om mulighederne for at søge fonde og puljer – fx sundhedspuljer, hvor børns møde med natur og fiskeri kan tænkes ind. Samtidig nærmer kommunalvalget sig, og det er en oplagt anledning til at engagere lokalpolitikere i projektet.

Et politisk fokus er helt nødvendigt for at naturgenopretningsprojekterne kan blive til virkelighed og forhåbentlig en del af det store og allerede finansierede klimatilpasningsprojekt, der går på tværs af 10 hovedstadskommuner.

 
 
 
 

Vision: En levende å gennem hovedstadsområdet

Mødet pegede på, at det er tid til en større, samlet vision – og måske endda en fondsansøgning. En helhedsplan fra ca. 2011 for den del af Harrestrup Å, der løber gennem Københavns Kommune, nævner allerede biodiversitet som mål. Nu skal vi løfte det videre – i fællesskab med de andre å-kommuner.

 

Kommende aktiviteter og næste skridt

-  Udsætning af ørreder ved åens udløb søndag d. 13. april kl. 12 – alle er velkomne! (Kontakt: Per)
-  Notat fra DTU Aqua – forventes i løbet af foråret
-  Møde om Vigerslevparken med Københavns Kommune, DTU Aqua og Rune Hylby
-  Møde med Harrestrup Å-kapacitetsprojektgruppen d. 23. maj (FKK/HSLF og DTU Aqua)
-  Bilaterale møder med udvalgte kommuner i 2025
- Kommunikations- og PA-strategi frem mod KV2025 – debatindlæg, lokalpresse, TV2 Kosmopol m.fl.
-  Produktion af visionsvideo om Harrestrup Å F2025

Vil du være med til at give havørreden og livet i Harrestrup Å en chance? Vi hører meget gerne fra dig – og vi har brug for både hænder, viden og idéer!

Skriv til os på kontakt@fiskeklubkbh.dk

 
Forrige
Forrige

Vi har fået klublokaler!

Næste
Næste

Klubbens nye bestyrelse