Skriftlig beretning for 2023

V. bestyrelsen, Fiskeklub København

Fiskeklub København har nu eksisteret i 2 år – og vi kan efterhånden kalde os en etableret lystfiskerforening. Vi er stadig overvældede over den enorme opbakning som klubben oplever – både fra medlemmerne, men også udefra, hvor vi igen og igen bliver bekræftet i, at en fiskeklub i Hovedstaden er et vigtigt aktiv.

Vi bevæger os nu ind i en ny fase som klub, hvor vi går fra etableringsfase til nu at skulle finde en mere fast i rutine som fiskeklub. Med det sagt er vi altid i en udviklingsfase, og vi lærer løbende, hvad der kan gøres anderledes eller bedre – og vi har en masse ambitioner både ift. at blive en endnu klub at dyrke sin lystfisker-hobby i, men også ift. natur- og miljøområdet, hvor vi gerne vil lægge en større frivillige indsats, men også have politisk indflydelse.

Men inden vi går lidt mere i detaljerne med året, der gik, vil vi gerne give en stor tak til alle vores medlemmer – uden jer, ingen klub! Og ikke mindst, skylder vi en kæmpe tak til alle de frivillige, der får det hele til at ske – I er de bedste!

Medlemmer og arrangementer

I løbet af 2023 nåede vi op på over 150 medlemmer – hvoraf rigtig mange nye var unge, ihærdige lystfiskere! Det er vigtigt for os, at vi kan hjælpe en ny generation af lystfiskere i København godt i gang med fiskeriet – og det vil også fremadrettet have høj prioritet i klubben!

Vi er stadig stærkt repræsenteret, når det kommer til kvindelige medlemmer – og i det hele taget er vi en god blandet flok, med unge, gamle, kvinder, mænd og lystfiskere med vidt forskellig erfaring og niveau. Det flugter helt med vores ambition om at være en åben klub for alle, der elsker lystfiskeri!

I løbet af året er det blevet til mere end 70 arrangementer! Klubaftener, kurser, fællesturer, fluebinding, foredrag, konkurrencer, filmvisning og meget mere har været på programmet. Og i stor udstrækning har der været stor tilslutning til det meste, om end et par turer er blevet aflyst pga. for lav tilmelding.

Vi kommer i det kommende år til at arbejde mere målrettet med at kræve tilmelding, så vi bedre kan planlægge vores arrangementer og dermed gøre oplevelsen bedst mulig.

Modstand: Klubhus og torskeforbud

2023 har dog også budt på en hel del udfordringer. Vi måtte ved udgangen af februar forlade vores elskede klubhus ved Slusen i Sydhavn. By & Havn kunne ikke længere stille lokalerne til rådighed, da de skal bruges til beboelse. Et hårdt slag, men det lykkedes heldigvis at finde et nyt tilholdssted på Amager Boulevard 129.

Det var dog både dyrt, og ikke så indbydende og optimalt, som vi havde håbet. Og netop den høje husleje tvang os til i efteråret at opsige lejemålet, da vi ellers ville balancere på kanten af konkurs. 

Derfor står vi igen uden klubhus og det er frustrerende. Heldigvis er lystfiskere ikke bange for vind og vejr, og vi fortsatte i efteråret vores aktiviteter udendørs. Men det er langt fra optimalt at skulle være udendørs i den mærke og kolde tid – og vi arbejder benhårdt på et nyt klubhus.

Både via Københavns Kommune samt private kontakter og netværker leder vi efter et nyt sted. Men kommunen er desværre ikke til megen hjælp og det private lejemarked i København er typisk meget dyrt, og det er derfor svært at finde noget egnet, der matcher vores økonomi.

Men vi lover at fortsætte med at lede og har et klart mål om at kunne præsentere et nyt sted hurtigst muligt. Det har topprioritet.

Vi blev ved udgangen af 2023 også ramt af nyheden om et forbud mod hjemtagning af torsk i Østersøen for lystfiskere. Forbuddet har til hensigt at beskytte torsken, der er tæt på et kollaps. I Fiskeklub København har vi derfor taget den beslutning, at vi klubregi ikke fisker målrettet efter torsk i 2024 – det kan du læse mere om på vores respektive kanaler.

Derudover arbejder vi stadig aktivt i Det Grønne Råd under Københavns Kommune samt er involveret i andet politisk og rpdgivende arbejde, blandt andet omkring Lynetteholmen og Østre Ringvej, hvor vi forsøger at påvirke projekterne i en så grøn retning som muligt.

Kontingent 2024

I har jo allerede modtaget kontingentopkrævning for 2024 – og som bekendt er vores kontingenter steget lidt for seniorer og fastholdt for Ungdom/Juniorer (U. 18 år). Prisen er derfor 600 kr/år for seniormedlemmer og 300 kr/år for unge under 18 år.

Stigningen for seniorerne skyldes, at Fiskeklub København fra 2024 betaler fuldt kontingent til Danmarks Sportsfiskerforbund, som er vores paraplyorganisation. Satsen er 450 kr./medlem pr. år. Derfor var vi nødsaget til at hæve prisen ved årsskiftet, så vi får en indtægt til klubkassen på 150 kr./medlem pr. år.

Det er stadig yderst beskedent, mener vi – og et absolut minimum, hvis vi skal kunne dække vores udgifter. 

I bestyrelsen vil vi også allerede nu gøre opmærksom på, at vi fra 2025 forventer yderligere kontingentstigning – både for seniorer samt ungdom/juniorer. Det vil vi naturligvis drøfte med jer medlemmer og melde mere ud om i løbet af året.

Så tak for et fantastisk 2023 – og vi ser frem til et endnu vildere 2024!

Knæk og bræk

Bestyrelsen, Fiskeklub København

Forrige
Forrige

Nu lancerer vi: Sæsonhold

Næste
Næste

Fiskeklub København fravælger fiskeri på torsk