Fiskeklub København fravælger fiskeri på torsk

I Fiskeklub København bakker vi 100% op om at beskytte torskebestanden i den vestlige Østersø og dermed også Øresund. Reglerne er klart formuleret af Fiskeristyrelsen: I 2024 er der hjemtagningsforbud for torsk .

I Fiskeklub København mener vi derfor ikke, at det er ansvarligt at fiske målrettet efter torsk - og vi vil derfor ikke praktisere målrettet torskefiskeri til turer og arrangementer i klub-regi. Torsken skal have fred.

Vi er naturligvis samtidig skuffede over, at erhvervsfiskerne er tildelt store bifangstkvoter på torsk i den vestlige Østersø og mener, at det er i direkte strid med hele arbejdet for at få genetableret en sund torskebestand i området. Sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund vil vi derfor kæmpe videre for et mere bæredygtigt erhvervsfiskeri samt for at vi i fremtiden igen kan fange og hjemtage en lystfisker-fanget torsk.

Vi kan og vil dog ikke være dommere over, hvad vores medlemmer og lystfiskere generelt foretager sig uden for klubregi. Her må det være op til den enkelte om man vil praktisere C&R-fiskeri på torsk.

K&B
Fiskeklub København

Forrige
Forrige

Skriftlig beretning for 2023

Næste
Næste

Inderhavnen er lukket for fiskeri